Artikel fra det seneste kirkeblad

Luther og reformationen

Den 31. oktober 1517 slog augustinermunken Martin Luther 95 teser op på døren til kirken i Wittenberg. Det var der ikke noget usædvanligt ved, for Luther var ansat som professor i bibelkundskab ved byens universitet, og det var helt almindeligt, at studerende og deres undervisere drøftede faglige emner ved at fremlægge teser, som derefter skulle forsvares eller tilbagevises.
Men da man så indholdet af Luthers tekst, blev det tydeligt, at det var en yderst usædvanlig debat, han lagde op til, for som munk var han underlagt et løfte om troskab over for sin munkeorden og i sidste ende også paven. Da arbejdet med at studere og udlægge Bibelen imidlertid havde gjort Luther opmærksom på, at romerkirken ikke handlede i overensstemmelse med indholdet af de bibelske tekster, ønskede han at få kirken tilbage på rette spor ved at pege på fejl og misbrug.
Det punkt, Luther tog fat på, var afladshandlen, hvor mennesker betalte til kirken for at undgå, at de selv eller deres nærmeste skulle pines i skærsilden efter døden. Tanken var den, at en helgen kom direkte i Himlen, en frafalden kom direkte i Helvedet, men alle andre måtte tilbringe en tid i skærsilden, før de var tilstrækkeligt rene til at komme i Himlen. Afladshandlen var en virkelig indbringende forretning, som bl.a. betød, at der var råd til at bygge Peterskirken i Rom.
Men gennem sin grundige læsning af Bibelen havde Luther opdaget, at skærsilden og aflad slet ikke nævnes nogen steder og derfor rettede han i teserne en appel til paven om at stoppe dette misbrug. Altså skriver Luther i tese nr. 50: "De kristne bør belæres om, at hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer, end at tage den fra sine menneskers skind, ben og kød."
Men sådan kom det ikke til at gå, for der var alt for mange involverede i handlen med afladsbreve, til at man kunne standse den. Tværtimod endte Luther med at blive erklæret som kætter af både kejser og pave, så det, der skulle have været en akademisk diskussion, blev i stedet startskuddet til den reformation, som de lutherske kirker over alt i verden fejrer her i 2017.
Undervejs i bestræbelserne på at få den katolske kirke, som Luther inderst inde ønskede at forblive i, til at holde sig til Bibelens ord, formulerede han en række principper, som siden er blevet grundlaget for enhver luthersk kirke og menighed.
Luther skrev på latin, hvor principperne hedder: sola fide, sola scriptura, sola gratia, solus Christus og soli deo gloria. Det betyder, at mennesket kun frelses ved troen, sådan som den er bevidnet i Skriften om Guds nåde i Kristus, og at Gud derfor er den eneste, vi mennesker skylder at ære.
Og disse principper dannede baggrund for alt, hvad Luther prædikede og skrev resten af sine dage.
Der er mange grunde til, at reformationen fik så stor en gennemslagskraft, selvom dens bannerfører var blevet dømt som kætter. Dels blev Luthers skrifter udbredt ved hjælp af den nye trykketeknik, som Gutenberg havde opfundet, og dels var han en dygtig prædikant med talent for at bruge billeder, enhver tilhører kunne forstå.
Dette sproglige talent brugte han også i forbindelse med den bibeloversættelse til tysk, han udarbejdede, hvorved det blev muligt for alle at læse eller høre teksterne på deres eget sprog.
I forbindelse med oversættelsen skabte Luther det, som senere udviklede sig til et fælles tysk skriftsprog, ligesom det også var ved oversættelsen af Bibelen til dansk (den, vi kalder Christian III’s bibel), det blev fastlagt, hvordan det talte sprog skulle skrives.
Men det var ikke nok, at menigheden kunne forstå tekst og prædiken, de skulle også engageres i gudstjenesten, så Luther skrev en række salmer, hvoraf mange stadig bruges, f.eks. Det kimer nu til julefest og Vor Gud han er så fast en borg.
Når man læser om Luther, er det ofte reformationen og det opgør, den udsprang af, der er i fokus. Men billedet af ham bliver ikke dækkende, uden at vi husker på, at han livet igennem var dybt præget af håbet om, at Gud ville være ham nådig på dommens dag. Derfor vurderede han altid andres synspunkter ud fra, om accept af dem ville føre ham bort fra den frelse han håbede på, og derfor stod han næsten altid urokkeligt fast på den indsigt, han havde fået. Jeg vil derfor slutte med at beskrive Luthers tro ud fra det, der blev hans våbenskjold – Lutherrosen.

"I midten ses et kors, som skal minde mig om, at troen på den korsfæstede gør os salige", skriver Luther. Troen bor i hjertet, som hviler midt i en hvid rose, for at vise, at troen skænker glæde, trøst og fred. Rosen står på et himmelblåt felt, da troens glæde varsler begyndelsen på den himmelske glæde, og rundt om det hele er der en gylden ring, da saligheden i himlen varer evigt og er hævet over al glæde og alle goder, ligesom vi anser guldet som det højeste, kosteligste metal.
 

Af sognepræst/flyverprovst Leif Holmstrøm


Lutherrosen