Viborg Domkirke er digital - lån en iPad i Domkirken og gå på oplevelse

Landets første digitale domkirke
Viborgs største turistattraktion, Viborg Domkirke, med den enestående udsmykning af Joakim Skovgaard har hvert år mange besøgende. Den digitale guide føjer nye dimensioner til oplevelsen af kirken. Med guiden i hånden bliver det muligt at læse, høre og se mere om kalkmalerierne, kisterne, krypten og meget andet. Skovgaard Museet har lavet denne digitale formidling for at underbygge Skovgaard Museets rolle som tæt knyttet til domkirken på grund af Skovgaards udsmykning og anerkende kirkens rolle som Viborgs vigtigste attraktion.

 

Digital formidling lige ved hånden
App’en tager det bedste fra den klassiske audioguide og tilføjer den yderligere dimensioner ved at supplere lyd med billeder og skriftligt materiale, der fortæller de gode historier om Viborg Domkirke og Joakim Skovgaards udsmykning. Med app’en er det nu muligt at gøre kirkens historier tilgængelige for publikum både i kirken og hjemmefra. Guiden benytter både audio, foto og spil. Om man kommer med en interesse for Joakim Skovgaards udsmykning, de bibelske fortællinger, de gamle kister, eller bare almindelig nysgerrighed, vil børn som voksne fremover kunne gå på opdagelse i Viborg Domkirke på en måde, som ikke kan opleves nogen andre steder i landet. App’en Viborg Domkirke er gratis og kan hentes til tablets i App Store og Google Play.


Realiseret med støtte fra bl.a. Velux Fonden
Projektet er realiseret af Skovgaard Museet i samarbejde med IT-formidlerne Tripledesign, Viborg Museum, Viborg Domkirke og MMEx, et sekretariat for digital formidling. Projektet er støttet af Velux Fonden, Kulturstyrelsen, Viborg Stiftsråd og Viborg Kommune.