”Viborg Domkirkes Kor”

”Viborg Domkirkes Kor”

”Viborg Domkirkes Kor” er en selvstændig forening, der arbejder for at udbrede kendskabet til Viborg Domkirkes Kor, samt understøtte korarbejdet i dagligdagen.

Foreningens medlemmer består, foruden af alle korsangere i Domkirkens kor, der er ”fødte” medlemmer, af støttemedlemmer, hvilket vil sige familie, venner, menighedsrådsmedlemmer samt øvrige interesserede, som ønsker at støtte korenes arbejde.

Korsangerne tilbydes:

Som medlem af et af domkirkens kor tilbydes du en musikalsk uddannelse og en masse udfordringer.

Du får mulighed for at:

·         udvide din musikalske horisont

·         dygtiggøre dig sangmæssigt

·         møde en ny social sammenhæng

Fælles for alle korene er, at der er et godt socialt miljø med plads til alle. Dette giver mulighed for at få nye venner, som man kan hygge sig med til korprøverne og i fritiden.

Målsætning:

·         At højtidelig- og festliggøre gudstjenester og koncerter i Viborg Domkirke

·         At skabe fortrolighed med Viborg Domkirkes gudstjenester, den danske salmeskat og øvrige korværker

·         At udvikle og dygtiggøre korene musikalsk og stemmemæssigt

·         At give korene gode musikalske og sociale oplevelser i ind og udland

Vision:

·         At gøre Viborg Domkirkes Kor til et attraktivt alternativ på højt niveau for børn, unge og voksne med interesse for musik og korsang både med baggrund i gudstjenesterne i Viborg Domkirke samt en bredere musikalsk platform i form af korarrangementer, workshops, udlandsrejser m.m.

Vedtægter

Vedtægter for foreningen ” Viborg Domkirkes Kor”;

§ 1. Navn og hjemsted

§ 2. Formål

§ 3. Organisatorisk opdeling

§ 4. Medlemskab og kontingenter

§ 5. Bestyrelsens sammensætning og opgaver, forældreråd

§ 6. Regnskab – herunder budget og årsplan

§ 7. Generalforsamlingen

§ 8. Opløsning af foreningen

 

§ 1: Foreningens navn er Viborg Domkirkes Kor (VDK) og hjemstedet er Viborg Kommune. Postadresse; Viborg Domkirke, Stænderpladsen 3, 8800 Viborg.

§ 2: Det er foreningens formål at støtte kor ved Viborg Domkirke – herunder;

-      At festliggøre gudstjenester og koncerter i Viborg Domkirke,

-      At udvikle og dygtiggøre korsangerne - samt at styrke det sociale liv i korene.

§ 3: Foreningen er etableret med godkendelse af Viborg Domsogns menighedsråd, der også er ansvarlig for driften af VDK, som i hverdagen varetages af Viborg Domkirkes domorganist og organist.

Foreningen består af;

1) samtlige korsangere (fødte medlemmer) fra følgende kor;

Korskole

Børnekor

Ungdomskor

Kantori

2) støttemedlemmer (passive medlemmer)

Der nedsættes en bestyrelse til at gennemføre aktiviteterne i VDK.

§ 4: Kun korsangere i de fire kor er fødte medlemmer af VDK. Det årlige kontingent udgør kr. 50 - gældende for perioden 1. jan. til 31.dec.

Ved ophør af medlemskab refunderes kontingentet ikke.

Støttemedlemsskab kan tegnes af familie og venner af VDK til et årligt kontingent på kr. 100 pr. person – gældende for perioden 1. jan. til 31. dec.

Kontingentet anvendes som bidrag til driften af VDK, hvilket fremgår af budget og regnskab.

§ 5: VDK ’s samlede aktiviteter styres og besluttes af bestyrelsen, der består af 10 medlemmer;

-      1 repræsentant fra Viborg Domkirkes menighedsråd

-      1 præst fra Viborg Domkirke

-      Domorganist og organist

-      2 repræsentanter fra forældregruppen/støttegruppen, som udpeges af forældrerådet blandt forældre/ støttemedlemmer

-      4 repræsentanter fra korsangerne; 2 fra kantoriet og 2 fra ungdomskoret. De 2 repræsentanter fra ungdomskoret kan vælge at lade sig repræsentere af én forælder.

Bestyrelsen konstituerer sig selv; formand, næstformand, sekretær og kasserer, - og mødes efter behov. Bestyrelsen kan supplere sig med folk udefra, som er i besiddelse af særlige kompetencer, der gavner arbejdet i VDK.

Indkaldelse til bestyrelsesmøder udsendes senest 8 dage før afholdelse af mødet.

Bestyrelsen har følgende opgaver;

Iværksættelse af aktiviteter, repræsentation udadtil, søge økonomiske tilskud til driften af VDK – samt koordinering, gennemførelse og evaluering af arrangementer og aktiviteter i forhold til mål, budgetter og årsplan.

I tillæg til bestyrelsen kan der udpeges et forældreråd, hvis formål er at bidrage til gennemførelse af de valgte aktiviteter og arrangementer. 

§ 6: Bestyrelsen udarbejder og godkender årligt budget og en årsplan, der beskriver de planlagte aktiviteter.

Året afsluttes med udarbejdelse af regnskab, der fremlægges og godkendes på generalforsamlingen. Regnskabet revideres af en revisor, der vælges på den årlige generalforsamling.

§ 7: Generalforsamlingen afholdes årligt i februar måned, hvor alle medlemmer har adgang. Kun fødte medlemmer / korsangere er stemmeberettigede.

Dagsorden;

1.   Valg af dirigent (ikke medlem af bestyrelsen)

2.   Beretning

3.   Regnskab og budget

4.   Indkomne forslag

5.   Årsplan for næste periode

6.   Godkendelse af udpeget bestyrelse samt valg af revisor

7.   Eventuelt

Der indkaldes til generalforsamling – senest 2 uger før afholdelse. Forslag til bestyrelsen skal være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.

§ 8: VDK kan kun opløses efter godkendelse af Viborg Domsogns menighedsråd.

Før en opløsning af foreningen kan finde sted, skal det vedtages med 2/3 flertal på en generalforsamling – af de fremmødte fødte medlemmer.

Viborg Domsogns menighedsråd beslutter suverænt hvorledes evt. aktiver og passiver skal fordeles. 

Viborg/ december 2015