Artikel fra det seneste kirkeblad

Reformationen og kirkemusikken

Ingen, som har overværet en messe i en katolsk kirke under sydlige himmelstrøg, kan vist være i tvivl om, at der er stor forskel på en dansk højmesse og f.eks. en italiensk eller en fransk messe. Umiddelbart kan man sagtens genkende messens forskellige led, også selvom man ikke forstår sproget, men det element, som mere end noget andet forener en dansk menighed, nemlig salmesangen, mangler. 

Fra oldkirkens tid og til i dag har musikken under én eller anden form været en fast bestanddel af de kristne gudstjenester. I oldtiden bestod denne musik udelukkende af sang, mens instrumenter var bandlyst, eftersom de anvendtes til hedenske ritualer. En holdning, som fortsat findes i den ortodokse kirke i dag.

I middelalderen og renæssancen foregik gudstjenesterne på latin, og det var et krav, at al verdslighed skulle udelukkes, og at al musik i kirken skulle komponeres således, at ordene i de liturgiske tekster, musikken ledsagede, var tydelige og let forståelige. Dette kan forekomme selvmodsigende, eftersom sproget var latin, som kun de allerfærreste forstod. Desuden havde nogle af messens led efterhånden udviklet sig til ret komplicerede, flerstemmige frembringelser, som kunne gøre det svært at høre de enkelte ord.

Resultatet var, at messen blev forrettet af kirkens præster med hjælp fra et fast kor i de større kirker, mens menigheden mere eller mindre forblev tavse tilskuere, som kun i ringe grad kunne deltage aktivt i messens afvikling.  

Et af de vigtigste elementer i reformationen er forestillingen om det almindelige præstedømme. En naturlig følge heraf er, at kirkens sprog nu må være modersmålet, såvel i selve forkyndelsen som i det sungne ord.

Luther skriver: "Jeg ville ønske, at vi havde så mange sange på modersmålet som muligt, så folket kunne synge under messen […], for hvem betvivler, at hele folket oprindeligt sang disse, som koret nu synger?" Han erkender dog, at der er visse problemer: "[…] vi mangler digtere blandt os, eller disse er endnu ikke kendte, som kunne skrive fromme og åndelige sange til brug i gudstjenesten."

Hermed var bolden givet op til, at ikke bare Luther selv, men mange af hans samtidige digtere, tog fat på at gendigte og omarbejde allerede eksisterende tekster samt digte nye åndelige sange på modersmålet. Af tyske digtere kan, udover Luther, nævnes Philipp Melanchton, Philipp Nicolai og Paul Gerhardt, mens det i Danmark er navne som Hans Tausen, Peder Palladius og H.C. Sthen, som er blandt de kendteste og i øvrigt stadig brugte.

På melodisiden tillempede man i nogle tilfælde det gregorianske melodistof, hvis det i forvejen var kendt og sunget af menigheden. Almindeligst var dog, at man enten komponerede helt nye eller genanvendte verdslige og allerede kendte melodier, som så, efterhånden som deres oprindelse blev glemt, opnåede karakter af kirkelig musik. Mange af disse er stadig i anvendelse som nogle af kirkens kernesalmer.

I løbet af de næste godt 200 år gennemgik kirkemusikken nærmest en revolution. De mange nye tekster og melodier fremmede i første omgang den énstemmige sang. For at hjælpe denne på vej, blev det mere og mere almindeligt, at orglerne, og dermed kirkemusikerne og komponisterne, holdt deres indtog i kirkerne. Fra at orglerne skulle støtte menighedens sang, fik de gradvist en mere fremtrædende position, dels som vekselvirkning med kor og menighed, dels med selvstændige indslag. Dette afstedkom en sand byge af orgelmusik og kormusik, ikke fordi organisterne opfattede sig som komponister, men snarere fordi behovet for musik til de mange gudstjenester var enormt.

Ikke mindst i løbet af 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet blomstrede kirkemusikken mere end nogensinde. Navne som Walther, Schütz, Buxtehude, Telemann, Händel og ikke mindst Bach har betydet kolossalt meget for vores forståelse af kirkemusik. I tiden umiddelbart efter refomationen var musikken først og fremmest underlagt ordene, men senere, under pietismen med dens mere følelses- og jeg-betonede gudsforhold, undergik musikken også en udvikling i retning af det mere inderlige og ekspressive. Händel og især Bach tog denne udvikling helt til kanten, begge med stor respekt for Luthers tanker.

En sideeffekt af den musikalske udvikling i tiden efter Luther var, at orgelbyggerkunsten fik en kæmpe opblomstring, og der byggedes nogle af de fineste instrumenter nogensinde.

Efter Bachs død i 1750 opstod et vakuum indtil begyndelsen af 1800-tallet, hvor komponisterne igen begyndte at interessere sig for kirkemusikken, nu med et nyt udtryk. Også i dag skrives nye salmer og ny kirkemusik, men skellet mellem den katolske kirke og den evangelisk-lutherske kirke er på det musikalske område blevet mere udvisket, idet begge gør flittigt brug af hinandens musik.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at musikken i dag er en integreret og bærende del ikke bare af gudstjenesten, men af hele kirkens liv.

Af domorganist Ejner Nielsen


Lutherrosen