Artikel fra det seneste kirkeblad

At søge stilhed gennem retræte og pilgrimsvandring

Da jeg læste teologi, var jeg med Studentermenigheden i Århus på retræte – retræte betyder at trække sig tilbage. Det havde jeg aldrig oplevet før: Vi skulle være stille fra fredag til søndag.
- Jeg var bange. Kunne jeg holde til det? Alle der kender mig, ved jo, at jeg ikke er mundlam. 
Jeg er født ind i en familie, hvor vi alle snakker meget, så da jeg fortalte, at jeg skulle være stille i næsten tre døgn, skreg folk af grin. Men med tanke på Freud, var jeg også bange for, hvad der ville dukke op inde i mig i denne stilhed. Hvad var der nede i det dunkle dyb?
Jeg kom til at opleve en velsignelse. Denne stilhed var så varm og så god og så fyldt af Guds nærvær, at jeg slet ikke havde nogen problemer med at være stille.
Stilheden gav plads til Guds kærlighed. I stedet for angst oplevede jeg fred. I stedet for at skulle præstere for at være noget, lå jeg som et lille barn vuggende i Guds hænder.

Pilgrimsvandring

På samme måde finder mange mennesker en ny stilhed og åndelighed gennem pilgrimsvandringer. Vandringerne bliver en opfyldelse af det moderne menneskes behov for at trække sig tilbage fra livets hamsterhjul.
Det er ikke en trækken sig ud af verden i længere tid eller for altid, tværtimod er det en kort periode, hvor man kan gøre sig overvejelser, få hold på sit liv, og få et større perspektiv på det.
Martin Luther brød sig afgjort ikke om pilgrimsvandringer og det at trække sig bort fra verden, men den praksis, han protesterede imod, havde en helt anden karakter end den, mennesker gør brug af i dag. Dengang havde man et livssyn, hvor klosterliv og et liv i søgen mod Gud var finere end det almindelige arbejdsliv i verden.
Derfor var der mænd og kvinder, der trak sig ind i munke- og nonneordener, hvor de levede afsondret fra den omgivende verden. Der var også mennesker, der forlod alt, hvad de havde, for at gå på pilgrimsvandringer. De var borte i årevis, og sommetider kom de aldrig hjem mere. De lod simpelthen børn og ægtefælle passe sig selv.
Derfor sagde Luther, at vi skulle leve livet i kald og stand. At vi skulle være nærværende i dette liv, og at det arbejde, Gud gav os i verden, også var en gudstjeneste og Gud velbehageligt.
Men Luther mente dog, der skulle være plads til at trække sig tilbage for at være Gud nær. Det gjorde han også selv - ikke som da han var munk, men i sit daglige liv.
Han sagde derfor, at vi skulle lave en ramme om vort liv, hvor Gud var først og sidst. Vi skulle ifølge Luther begynde dagen med bøn, trosbekendelse, et stykke af Den Hellige Skrift og til sidst Fadervor. Sådan skulle vi også slutte dagen. Derimellem skulle vores dag gå med arbejde, som også skulle betragtes som en bøn til Gud.

Vi har glemt Gud i hverdagen

Men et eller andet er gået galt for os, når så mange oplever, at de er i gang med at arbejde og aktivere sig ihjel.
Sagen er, at vi har glemt Gud. Vi har glemt den ramme af bøn og bibellæsning, som Luther lagde omkring dagen, og blot beholdt arbejdet. Og fordi vi har glemt denne ramme og glemt Gud, i livet i det hele taget, så er fokus blevet flyttet fra at gøre tjeneste for Gud til at gøre så meget, man overhovedet orker.
Når der ikke længere er noget mål for det vi gør, så kan vi jo blive ved og ved uden at nå frem. Det bliver som en livslang vandring, hvor målet hele tiden flytter sig. Det bliver som at ville nå en horisont.
Vi har brug for igen at finde ind i stilheden. Finde en større virkelighed end vor egen: Guds virkelighed. For Gud kender hver og en af os. Gud kender vores sinds og vores krops styrke. Gud har givet os en tid til at virke i, men Gud har også givet os en tid til at hvile i.

Også Jesus trak sig tilbage

Vigtigere, end hvad Luther sagde, er det jo, hvad Jesus sagde og gjorde. Når vi læser Det Ny Testamente, står der meget om, hvad Jesus gjorde: Han tog sig af mennesker overalt, hvor de kom til ham. De kom om morgenen, midt på dagen, og selv midt om natten. Men der står også igen og igen, at Jesus trak sig tilbage for at bede. Når Jesus gjorde det, skal vi også gøre det.
Stilheden er en gave, der er givet os, og som vi skal modtage med taknemmelighed og hengive os til med god samvittighed.
Så vi kan altså godt tage på retræte eller på pilgrimsvandring uden at komme i konflikt med hverken Jesus eller Luther, netop fordi vi kun bruger det som en lille lomme af stilhed, til at få et større perspektiv på livet.

Stilhed, enkelhed og langsomhed

Hvad er det så pilgrimsvandringer og retræter giver os? Vi får stilheden, enkelheden og langsomheden. Mest af alt får vi netop perspektiv på livet, så vi kan lade det fyldes af det rigtige, og vi kan begrænse det, som ikke er så vigtigt. Sommetider bliver vi jo meget trætte af små frustrationer, der hober sig op, eller alle de ting, som vi ureflekteret tror, at vi skal gøre, uden at vi helt har gjort os klart, hvorfor det er sådan.
Tag støvlerne på, og søg ind i stilheden. Gå ad smukke veje, og lad Gud, naturen og dem, du vandrer med, læge din plagede sjæl. Pilgrimsvandringen er en gående gudstjeneste. Uanset om den er kort eller lang, vil du komme styrket tilbage efter den, klar til at tage fat på det dejlige og spændende liv, som nu engang er dit.
I Domkirken har vi den glæde, at det i 2017 blev muligt at åbne et herberg i Viborg på Sct. Mogensgade 18A.
Det blev åbnet ved et samarbejde mellem Viborg kommune og Viborg Stift.
Her bliver der nu modtaget pilgrimsvandrere hele sommeren fra maj til september.
I 2018 kan du være en af dem, der bliver modtaget på din vandring. Du kan også være en af dem, der modtager og hjælper til rette, når en mødig vandringsmand/-kvinde endelig når frem.

Af Marianne Koch