Artikel fra det seneste kirkeblad

At vandre er at leve

Jeg har altid været glad for at gå, og jeg havde i lang tid leget med tanken om at gå en længere tur – dvs. vandre flere dage i træk over længere distancer. Jeg havde tænkt på mange ruter i Danmark, men pludselig blev det klart for mig, jeg selvfølgelig skulle gå på Caminoen.

Hermed begyndte planlægningen. Skoene blev købt og gået til, og der blev læst og indhentet information. Fly- og togbilletter blev købt, og så var jeg næsten klar. Den store udfordring på dette tidspunkt var: Kan jeg bære alt det, jeg gerne vil have med? Det var en udfordring at få plads til det hele, og jeg tvivlede meget på, om to sæt tøj var nok, men der var ikke plads til mere.

I starten var turen udelukkende en oplevelse og en udfordring for mig selv. Jeg startede i Astorga og det tog mig 11 dage at gå de 257 km til Santiago de Compostela. Mens jeg vandrede, fandt jeg en ro og blev åben for alle oplevelser. Én af de mest fantastiske oplevelser på turen var, at vi alle sammen gik den samme vej. Vi havde alle ét mål, alle gik i samme retning, vi fulgtes ad, alle nationaliteter, alle trosretninger og alle slags mennesker. Det var fantastisk! 

Mit liv handlede i disse dage om at komme videre på ruten og at finde mad og husly – det samme hver eneste dag. Hver aften blev det ene sæt tøj vasket, så det var tørt til at bruge næste aften. Det fungerede fint - trods mine bekymringer.

I mange byer er der et lille kapel eller en lille kirke. Jeg havde ikke hjemmefra overvejet, om jeg skulle opsøge disse steder, men det blev slet ikke et spørgsmål, for jeg mødte ofte en nonne eller en pater, som velsignede mig og ønskede mig god rejse (tror jeg nok – de talte spansk, men korsets tegn forstod jeg). 

Ved Jernkorset, Cruz de Ferro, lagde jeg en lille sten, som jeg havde medbragt hjemmefra – nøje udvalgt til turen. Stenen symboliserer ifølge traditionen alle pilgrimmens bekymringer, og ved at efterlade den ved jernkorset, bliver turen fremover lettere, og ja det gjorde den. Den fysiske rygsæk var blevet lettere, eller var det den psykiske?

Ved ankomsten til katedralen i Santiago de Compostela gik jeg til messe – selvfølgelig en katolsk messe, der foregik på spansk og latin. Det var meget storslået og meget rørende, og da Dinamarca blev nævnt, og jeg vidste, det var mig, der blev refereret til, fældede jeg en tåre.

Jeg havde 16 dage til at gennemføre turen, så med 5 dage i overskud, besluttede jeg at tage til Cap Finisterre – Europas vestligste punkt. Her sov jeg på hotel, kunne tage bad alene og selv bestemme hvornår lyset skulle slukkes. At se solen gå ned i Atlanterhavet var en smuk afslutning på en fantastisk rejse.

Af Bitten Sivebæk

 

 


Bitten Sivebæk