Artikel fra det seneste kirkeblad

Kirkelig undervisning

Undervisning er for alvor på dagsordenen i folkekirken. I de seneste 30 år er der vokset en skov af tilbud frem — fra babysalmesang til voksenundervisning. Der findes næppe et sogn i dag, hvor børn i tredje eller fjerde klasse ikke tilbydes minikonfirmandundervisning. Hver onsdag i efterårsmånederne fyldes Sognegården af børn, der kommer for at høre de gode historier fra Bibelen, lave noget kreativt og synge sammen.

Folkekirken har sin egen skoletjeneste, som udarbejder undervisningsforløb og kurser til elever i grundskolen. Denne undervisning sker dog i skolens regi, og det betyder, at den ikke må være forkyndende. Dvs. at skoletjenesten fx gerne må fortælle skolebørn, at det fortælles, at Jesus stod op fra de døde, men de må ikke sige, at det gjorde han virkelig, og at Jesus er verdens frelser.

Den kirkelige undervisning retter sig ikke udelukkende mod børn. "Teologisk Voksenundervisning i Viborg Stift" var et samarbejde mellem folkeuniversitetet og et hold af præster i stiftet, som mellem 2007 og 2012 samlede mange mennesker om undervisning i bl.a. kirkehistorie, etik og troslære. Til september begynder vi et forløb i domkirken, som vi kalder "Viborg Domkirke fortæller bibelhistorie", hvor vi hver onsdag aften vil fortælle bibelhistorie for voksne ud fra billederne i kirken.

Ligesom mange andre sogne tilbyder domsognet babysalmesang. Det kan umiddelbart lyde fjollet, som om man tror, man kan lære babyer at synge salmer. Men babysalmesang burde i virkeligheden hedde mødresalmesang (eller forældresalmesang), for det drejer sig om at hjælpe mødre (og fædre) med at begynde at synge salmer for deres børn. Den generation, der har små børn i dag, er ikke som tidligere generationer opvokset med, at forældre eller andre nære voksne har fortalt dem bibelhistorie eller lært dem at synge salmer eller bede bordbøn i hjemmet. De står på bar bund, når de ønsker at opdrage deres børn i den kristne tro, som de er døbt til. Ideen bag babysalmesang er at lægge grunden til, at en ny generation af børn så at sige kan få kristendommen ind med modermælken.

Babysalmesang er i Luthers ånd. Han skrev sin Lille Katekismus for at give husfaderen et hjælpemiddel til at lære sin familie og sine husfolk om kristendom. Tanken var, at familien, når den fx var samlet om aftenen, kunne holde en andagt sammen, sådan så alle i husstanden fik åndelig næring i hverdagen, indtil man om søndagen kunne gå i kirke sammen som ugens højtidelige højdepunkt.

Den kirkelige børneopdragelse går på tre ben: undervisning i kirken, undervisning i hjemmet og gudstjenesten. Folkekirken er rigtig godt med, når det gælder at udbyde undervisning i præstegård og sognegård. Til gengæld har vi ikke været så gode til at løfte opgaven med undervisning i hjemmet. Luther sagde, at alle kristne mennesker i grunden er præster. Med det mente han ikke, at alle skal have præstekjole på og stå og prædike i kirken. Han mente, at alle kristne mennesker skal forkynde kristendom for hinanden. Særligt skal forældre være præster for deres børn.

I dåben lover dåbsforældrene, at de vil "oplære deres børn i den kristne tro og bede for dem, for at de må blive i Kristus, ligesom de ved dåben er indpodet i ham". Det vil sige, at den kirkelige undervisning har sammenhæng med dåben. Barnet ved ikke, hvad det bliver døbt til, men det er forældrenes ansvar løbende at sørge for at fortælle og forkynde for det.

 

Hvordan får vi kristendomsundervisningen ind i hjemmene igen? Hos mange dåbsforældre er der en vilje til at "oplære børnene i den kristne tro", men de ved ikke, hvordan de skal gøre, og de synes, det er svært at komme i gang. Der er ligesom en barriere, der skal gennembrydes. Det kan føles, som om man blotter sig, når man sætter sig på sengekanten og beder fadervor med sit barn. Man kan have svært ved at fortælle en bibelsk historie for sine børn, fordi man ikke er vant til at fortælle for andre. Eller man kan synes, det er pinligt at synge en salme eller højskolesang for sit barn, fordi man ikke synes, man har en køn sangstemme, eller fordi man måske ikke selv kender særlig mange salmer og gamle sange.

Men gør det alligevel. Det er kun svært i begyndelsen, snart går det lettere, og til sidst bliver disse ting til selvfølgelige vaner, som kan være med til at skabe tryghed og faste holdepunkter i en børneverden, der ofte kan være hektisk og præget af forandringer.

Gudstjenesten er ikke egentlig undervisning, men det kan være en nyttig del af børnenes kirkelige opdragelse, at de kommer med til en gudstjeneste. Det kan være en børnegudstjeneste, men også gerne en helt almindelig gudstjeneste. Når børn kommer ind i det store kirkerum, hvor der er hvælvet loft, tykke mure, mærkelige møbler og gamle billeder, fornemmer mange af dem helt instinktivt, at dette er et særligt rum. Den mystiske højtidsstemning, som de fleste kirkerum helt naturligt formidler, kan et barn fornemme på samme måde som en voksen kan. Denne intuitive fornemmelse af det hellige skal vi voksne understøtte ved selv at vise andagt, når vi går ind i kirken. Dæmp stemmen. Tag kasketten af. Fortæl barnet, at dette hus er fuldt af mystik, fordi det er Guds hus.

Viborg Domkirke er i sig selv et stykke kirkelig undervisning. Væggene er en kæmpestor børnebibel, som fortæller Bibelens historie fra Adam og Eva til Kristi Himmelfart. Vores kirke er desuden børnevenligt indrettet på den måde, at der er mange kroge og hjørner, som et barn kan udforske uden at forstyrre. Lad barnet gå omkring og undre sig over løverne, den kæmpestore lysestage, krucifikserne og det hele. Lær det samtidig at omgås de gamle ting med respekt, fordi de har værdi.

Af sognepræst Merete Bøye