Afskedsarrangement for Theresa Kristensen

Vores dygtige og engagerede kirketjener Theresa Kristensen har fået stilling ved domkirken i Aarhus og valgt at søge nye udfordringer i storbyen. Vi håber, at mange har lyst til at være med til at sende Theresa godt videre, når vi tager afsked med hende d. 19. juli. Her har Theresa sin sidste kirketjeneste ved højmessen kl. 10.00, og efterfølgende holder vi et lille arrangement i festsalen i Sognegården, hvor alle er velkomne!

 

 

Tilbageblik fra Theresa:

Tilbage i 2009 var min familie udsat for den tragedie, et dødsfald altid er. En smuk sommerdag i august blev min stedfar jordfæstet fra Viborg Domkirke. Fra den dag blev domkirken "vores kirke". I min lille familie søgte vi tilflugt, trøst og samhørighed i kirken. Min lillesøster, som på det tidspunkt var 8 år, havde set, at man i natkirken kunne få både saftevand og småkager – det kunne hun altså rigtig godt tænke sig. Ak ja, så skulle vi naturligvis i natkirke. Den aften skulle vise sig at blive hele omdrejningspunktet for mit fremtidige virke i domkirken. I natkirken blev jeg mødt med en utrolig omsorg, et nærvær og et meget stærkt fællesskab. Jeg tænkte ved mig selv, at det her måtte jeg være en del af. Jeg meldte mig som frivillig og fandt en utrolig stor glæde i at være til gavn. Det var meget spændende for mig. De andre virkede, i forhold til mig, meget stærke i deres tro, det var meget inspirerende for mig. Jeg blev ligeledes inspireret til også at gå til højmesse i domkirken. Jeg fandt ud af, at da først jeg kom over dørtærsklen, ventede mig et varmt og fordomsfrit fællesskab. Jeg var på det tidspunkt ved at tage en HF-eksamen på VUC og passede min skole, imens jeg hjalp til der, hvor mine kræfter kunne bruges. Jeg kunne lide at gøre en frivillig indsats, men måske var der en lille del af mig, som arbejdede i håb om, at Gud ville synes, jeg var et godt menneske, og på den måde havde jeg en forestilling om, at jeg nok ville få lov at beholde resten af min familie. Den slags forhandlinger kan naturligvis ikke lade sig gøre, det erfarede jeg allerede i 2011, da jeg fik besked om, at min far var uhelbredeligt syg af lungekræft. Jeg blev så skuffet, vred og såret over at Gud ikke levede op til min tro og til mine forventninger. Hvad skulle jeg overhovedet med en Gud, der ikke kunne redde min far – hvad er det i det hele taget for en Gud? Min overlevelsesmekanisme fik mig til at rette fokus mod de praktiske foranstaltninger. I takt med at min far blev dårligere, blev min evne til at koncentrere mig om min skole også dårligere. Velvidende at jeg skulle tage det sidste år om, valgte jeg at tage orlov og være hos min far den sidste tid. Påskelørdags morgen i 2012 tog vi afsked med min far. Min mor var midt om natten kørt til hospice i Skive og var ankommet lige i tide til at tage afsked med faderen til to af hendes børn. Min søster, min mor og jeg stod omkring min fars seng da han for sidste gang lukkede sine smukke, blå øjne. Det var et stærkt øjeblik, et øjeblik, der forandrede mit liv for altid. Det var en utrolig smuk og vindstille morgen. Så da vi åbnede vinduet, og det næsten blæste os omkuld, var det for os alle et tydeligt signal om, at far med længsel havde ventet på sin himmelfart. Tiden herefter var naturligvis præget af de to dødsfald. I efteråret 2012 skulle der være menighedsrådsvalg, og jeg var en af dem, det siddende menighedsråd prikkede på skulderen. Jeg blev valgt ind, og endnu engang øjnede jeg en mulighed for at bruge mine kræfter som frivillig. Natkirken blev med tiden også det rum, hvor jeg fik lov til at udfolde mine kreative sider en lille smule. Bl.a. fik jeg lov til at lave en påskevandring. Jeg havde lavet ni stationer igennem domkirken, og sammen vandrede vi igennem indtoget i Jerusalem, igennem Gethsemane have, ned i dødsriget og turen sluttede selvfølgelig med opstandelsen. Undervejs læste jeg bibeltekster, vi sang salmer og delte nadveren med hinanden. Det er utvivlsomt en oplevelse og et projekt, jeg aldrig glemmer. Jeg fik min HF-eksamen i 2013 og søgte herefter ind på teologistudiet i Aarhus. Studiet i sig selv syntes jeg var meget spændende, men jeg havde svært ved at give mig hen til de sociale arrangementer. Jeg havde lidt for meget med mig i bagagen, følte jeg. Min vrede til Gud over tabet af min far forandrede sig med tiden til en stærk og nødvendig tro på, at min stedfar og min far nu var i Guds kærlige hænder. Den tro var en absolut nødvendighed for, at jeg i det hele taget kunne leve videre. På teologistudiet har de en anden tilgang til troen, og den indre konflikt var jeg ikke klar til endnu. Jeg stoppede på universitetet efter blot et enkelt semester. Jeg brugte et par måneder på at overveje, hvad jeg skulle give mig i kast med. Jeg smed en hurtig ansøgning afsted til et af byens lokale rengøringsfirmaer, hvor jeg fik en deltidsstilling, og ganske kort tid efter blev stillingen som kirketjenervikar i domkirken ledig. Jeg søgte den og løb kun med sejren, fordi ham, der egentlig fik den, hellere ville noget andet. Det var en stor dag for mig, da jeg fik overdraget nøglerne til Viborg Domkirke. Jeg var stolt, meget stolt, og jeg vidste, at nu måtte jeg for alvor bevise, at jeg var værdig til jobbet. Det var nogle meget hektiske år med arbejde på alle tider af døgnet. Som regel startede jeg med rengøring klokken 5 ved FysioDanmark, så var jeg et par timer i sognegården eller i kirken, så havde jeg rengøring på Palads Hotellet, så et smut omkring øjenklinikken og bagefter over på den anden side af gaden til advokathuset. På en god fredag var jeg hjemme inden klokken 22. Min første prioritet har altid været mit kirkearbejde, det har jeg aldrig lagt skjul på. Drevet af udmattelse og et ualmindeligt hektisk liv drømte jeg om forandring. Jeg drømte kun om at arbejde med Gud, mennesker og domkirken. Da muligheden for alvor bød sig i 2017 søgte jeg stillingen som 2.-kirketjener. Til samtalen snakkede vi meget om alt det hårde fysiske arbejde, de grønne områder og mit manglende kørekort. Jeg tog fra samtalen fuld af fortvivlelse, for selvom jeg godt nok havde haft en hækklipper i hånden en enkelt gang, så synes jeg ærlig talt, at den var for tung, for uhandy og mest passende til en mand. Et par dage efter, tror jeg, fik jeg besked om, at jeg havde fået stillingen. "Åh nej!" – nu var det for alvor tid til at bevise mit værd. Manddomsprøverne stod i kø og ventede på mig. Selvom jeg som regel tænkte "JEG KAN IKKE", så skulle tiden jo vise, at mit eget sind var det eneste, der begrænsede mig. Det første lange stykke tid var jeg bange for ikke at slå til. Bange for, om jeg nu havde solgt mig selv for godt og i virkeligheden slet ikke kunne leve op til det. Drevet af mistillid til mig selv knoklede jeg alt, hvad jeg overhovedet kunne, og mere til. Jeg følte selv, at jeg hurtigt voksede med opgavern, alle opgaverne både ude og inde, jeg skulle bare lige finde ud af, hvordan det skulle gøres. I løbet af det første år blev min tillid til mig selv stærkere for hver gang, noget lykkedes for mig, for sjovt nok lykkedes det. Kirkeårets gang er et sandt sammensurium af FDF'ere, faneoptog, soldater, præster, korsang, jul, påske, pinse, klokkeringning og kirkegang. Akkompagneret af byens smukkeste musik er den fuldendte oplevelse i domkirken aldrig "bare en dag på jobbet".

Jeg har altid følt det som et privilegium at gå på arbejde. Jeg kan afsløre, at det er en stor oplevelse hver eneste gang, jeg ringer til gudstjeneste, til begravelse eller til bryllup. Særligt stort er det altså, når vi holder ordinationer eller ved andre lejligheder, når biskoppen er i fuldt ornat, og endnu bedre – når dronningen er på besøg. Jeg er utrolig taknemlig over alle de mennesker, jeg har mødt i min tid her i Viborg. Alle har sat sine helt egne spor i mit hjerte. Sikke mange gode og betydningsfulde samtaler, jeg har haft i årenes løb.  

Fra provins til storbyen
I gamle dage var det meget brugt med dannelsesrejser. Dengang skulle man som ung ud og gøre sig nogle erfaringer, tjene penge og lære tingene på den hårde måde. Da min far døde, tror jeg, at jeg sprang et par ungdomsår over og hoppede direkte ud i et følelsesmæssigt virvar af magtesløshed, sorg, savn og fortvivlelse. Jeg blev gradvist meget opmærksom på, hvor skrøbeligt livet egentlig er, og på den måde måske også lidt bange for "bare" at leve. Jeg er som menneske meget forsigtig og ikke glad for at bevæge mig alt for langt væk fra min comfortzone, og da slet ikke fra Viborg. Dog begyndte noget at røre på sig inde i mig omkring jul og nytår.
Tanker om at livet jo også i virkeligheden er ganske kort. Nogle gange er vi måske nødt til at trodse vores naturlige instinkter og gribe ud efter de muligheder, der byder sig – inden selvkontrollen og tryghedsnarkomanien smider sit endegyldige trumfkort.
"Du tør ikke," sagde tvivlen  – "Gør det alligevel," hviskede hjertet.
Tilfældigvis så jeg stillingsopslaget fra Aarhus Domkirke, som søgte en ny kirketjener. Der var kun to dage til ansøgningsfrist  – ahh, jeg vidste ikke, om det nu kunne gå an. Min indre tryghedsnarkoman var i den grad kommet på overarbejde. Samtidig var jeg fast besluttet på, at min indre uro ikke længere skulle være den afgørende faktor i mit liv. Jeg måtte tage tyren ved hornene. Jeg var simpelthen nødt til at prøve. Hurtigt fik jeg griflet en ansøgning ned og sendt afsted, lige akkurat på falderebet. Jeg blev indkaldt til samtale, og inden jeg overhovedet var nået tilbage til Viborg, fik jeg at vide, at stillingen var min, hvis jeg ville have den. Ude af stand til modstå alle de nye spændende udfordringer, den nye spændende kirke og alle de nye arbejdsopgaver, takkede jeg selvfølgelig ja. Det her bliver starten på min personlige dannelsesrejse. Jeg drager nu mod storbyen, ladet med utrolig mange gode oplevelser, erfaringer og mange gode minder. Jeg har haft en dejlig tid her i Viborg, som jeg vil se tilbage på med glæde og taknemlighed. 

Tak til Viborg Domsogns Menighedsråd for al den tillid, I har vist mig, og for alle de muligheder, jeg fik.

Tak til alle medarbejdere og kolleger for nogle erfaringsrige og spændende år her i Viborg. Jeg er taknemlig for alle de højmesser, gudstjenester, koncerter, ordinationer, højtider og andre arrangementer, vi sammen har fået til at lykkedes – tak for et stærkt samarbejde! Tak for, at I stolede på, at det nok skulle gå, også med mig ved roret.

Tak til de frivillige for jeres fantastiske indsats. Uden jer var det ikke det samme.

Sidst men ikke mindst en stor tak til menigheden. Tak for det fællesskab, I skaber med jeres blotte tilstedeværelse. Tak for mange gode snakke på gader og stræder. Tak for nærværet.

Vi siger aldrig farvel – i stedet et glædeligt "På gensyn".

Theresa